tirsdag den 6. marts 2012

Vaner

Hvorfor skal det være så svært at ændre sine vaner?
Jeg ved hvad jeg godt vil, hvad der vil være godt for mig og min krop og hvordan jeg skal ændre på nogle små ting for at gøre det hele meget bedre. Hvorfor er det så så svært at lave om på? Jeg har endda tid til det, da jeg er arbejdsløs og det er nu jeg skal lave om på mit liv hvis det skal være forholdsvis nemt!
Jeg tager stadig mine morgenbade, dog ikke altid om morgenen ;) men jeg bliver scrubbet og tager det kolde gys. Jeg har også lavet min morgenmad om. Kaffen har jeg ikke helt sluppet, det er nok mest fordi det er hyggeligt at drikke kaffe sammen med manden, men hvad er der i vejen for at drikke en dejlig kop te?
Jeg er begyndt at tage nogle vitaminer, mineraler mm hver dag, en kombination der skal modvirke ledsmerter. Jeg håber på, at de kan tage nogle af mine smerter i hofte, ryg mm men nu får vi at se. Jeg træner hver dag og spiser forholdsvis sundt.
Det er selvfølgelig en start, men jeg vil gerne spise endnu sundere for jeg ved jo, at jeg får det meget bedre både mht. migræner og blærebetændelse, desuden får jeg det generelt bare bedre og føler mig lettere indeni.

søndag den 26. februar 2012

MUMS

På vej hjem fra pilates kørte jeg ind forbi en bager, der handler med økologisk, glutenfrit brød. Jeg smagte en bid og var solgt, og så er det ikke engang så dyrt som jeg havde regnet med. Havde besluttet mig til at bage lidt brød i dag, blendede kerner, nødder og de øvrige ingredienser sammen og fik en tung mørk masse, som jeg formede til boller. Jeg synes det var lidt svært at bedømme hvor lang tid de skulle have i ovnen, men efter ca. 45 minutter var de færdige. Bollerne smagte godt varme, så jeg er spændt på, hvordan de smager i morgen. Jeg lavede også lidt sødt til kaffen, chokoladekugler, der også er uden gluten. De smager dejligt og er næsten væk allerede. Billeder følger. Fra i morgen starter den nye diæt, for mig betyder det nul kaffe, men så er det godt, at man kan drikke te i stedet for 😃

lørdag den 25. februar 2012

Lørdag

Min mand og jeg er blevet enige om, at begynde at spise glutenfrit. De første 14 dage udelukker vi fuldstændig gluten for at se, om vi evt har en intolerans. Mine symptomer på intolerans er: oppustethed, ondt i ledene(ryg, hofte, knæ, skulder og håndled)migræner og candida. Hvis jeg kan komme af med bare et par af disse dårligdomme vil jeg være tilfreds. I morgen vil jeg prøve at bage et brød uden gluten, er ret spændt på det. Jeg tror egentlig ikke det bliver særlig svært at leve uden gluten, i hvert fald ikke så længe jeg ikke skal på café og lignende. Jeg glæder mig meget til at komme i gang, for de opskrifter jeg har fundet lyder ret gode. Jeg tager stadig mine morgenbade og kan mærke på min hud, at den er blødere. Jeg havde ikke mere saltscrub tilbage så i dag har jeg lavet en ny scrub. Jeg havde noget brun farin i skabet, der ikke passer ind i den nye diæt, så den brugte jeg i stedet for salt. Er spændt på hvordan den virker.

onsdag den 22. februar 2012

Tanker.

Efter i januar at have været på detox,besluttede jeg mig at forsøge mig med noget nyt.
Lige meget hvor tynd en person er, kan topmaven stritte ud fortil. Jeg var nu godt tilfreds med min mave efter detoxen. Jeg læste et par bøger der hævder, at det er muligt kun at angribe mavefedtet og da jeg vidste, at det første der ville begynde at bule ud igen efter min detox, måtte jeg forsøge mig med den mavediet.
Meget skeptisk satte jeg mig ind i bogen, jeg tror ikke på ideen om at punkt-træne, dvs. tabe sig et bestemt sted på kroppen ved hjælp af træning, og jeg tror heller ikke, man kan nøjes med at tabe sig et bestemt sted på kroppen, men billederne i bogen talte deres tydelige sprog. Det så ud til at ville kunne virke.
I diæten skal man spise mange proteiner fra kød og mælkeprodukter og ingen kulhydrater (heller ikke frugt), hvilket er det modsatte af, hvad jeg hidtil har prøvet. Manden synes det lød som en god ide. Det undrede mig godt nok, at man måtte spise mayonnaise, K-salater, bøf med brun sauce og at forfatterne tillader sødemidler, men det skal da prøves.
Måske er det fordi, at jeg ikke har gået 100% ind for diæten og ikke har fuldt den til punkt og prikke, men jeg har i hvert fald ikke tabt mig og maven er ikke blevet inde på plads! Det ser dog ud til at min mand har tabt sig :)
Det næste jeg tænkte var, at følge Detox dit liv. Her må man godt få lidt kulhydrat og gerne mange proteiner. Dog er alle mælkeprodukter (fra køer) banlyst, dvs at min daglige kaffe ryger sig en tur, men det kan jeg godt leve med. Det var bestemt ikke kaffen jeg manglede på min detox, men i skrivende stund kunne jeg da godt bruge en kop. I Detox dit liv, gør de meget ud af at fortælle om alle de giftstoffer der er i vores mad, derfor er det en nødvendighed, at man lever økologisk. Vi spiser i forvejen temmelig økologisk, men med en ikke helt så god økonomi, er der ikke råd til gå 100% ind for sagen og kan kuren så gennemføres?
Det gode ved Detox dit liv er, at det ikke kun er kosten der skal renses for alt det dårlige, man skal også rydde op i sit liv, noget de fleste af os nok kunne trænge til. De opskrifter der beskrives i bogen lyder gode, men Chili Con Carne til morgenmad har jeg det lidt svært med, og jeg bryder mig ikke om omelet. Desserter og mellemmåltider ser gode ud ;)
Hvis det alligevel ikke bliver Detox dit liv, er der dog nogle gode vaner jeg gerne vil tage med mig. Bla. Morgenbadet, olieshots, mindre portioner, væk med kaffen og sikkert også mælken. Motion er jeg heldigvis godt i gang med, og skal fitnesscentret blive min faste arbejdsplads, gør det bare det hele endnu bedre.

søndag den 19. februar 2012

Kosten

Når det handler om kosten og dieter, er det meget forskelligt hvad der virker for dig og hvad der virker for mig. Hidtil har jeg været meget glad for Lene Hansson, og det er jeg stadig. Maden smager godt og holder dig mæt, du må spise så meget du vil/kan og får 3 hovedmåltider, 3 mellemmåltider, alle de nødvendige vitaminet og mineraler. Der er masser af dejlig frugt og Lene er utrolig god til at sammensætte salater og bruge alternative ingredienser der får maden til at smage skønt. Man taber sig og føler sig dejlig let og godt tilpas. Desværre er vi jo så forskellige og jeg har ikke kunne få manden med på ideen. Derfor er jeg nødt til at finde noget andet der virker!

lørdag den 18. februar 2012

Morgenrutine

I morges gjorde jeg det. Puttede en skefuld sesamolie i munden, som jeg så gurlede rundt i den foreste del af munden mens jeg tog mit morgenbad afsluttede med det kolde gys. En lidt underlig fornemmelse at have olie i munden, men ikke så svært at holde det som jeg havde forventet. Nu får vi at se om jeg får hvidere tænder, i hvert fald føles min mund stadigvæk blød og lækker her 3 timer senere. Man skulle også få blødere og pænere hud af det, så det glæder jeg mig til :)

fredag den 17. februar 2012

17. februar 2012

I dag er jeg så småt begyndt på Detox dit liv.
Jeg har tørbørstet hele kroppen før badet og brugt oliescrub i stedet for bodyshampoo. Min oliescrub er hjemmelavet, det kan jeg lige så godt når jeg alligevel har skabet fyldt med gode økologiske olier. Den jeg bruger i dag er lavet af kokosolie, olivenolie og groft salt (dufter skønt). Det er en lidt underlig følelse at smøre sig ind i en fedtet gang olie, men det var ikke så svært at vaske af, som jeg havde forestillet mig. Huden er blød og jeg har ikke brugt creme. Badet blev afsluttet med det kolde gys. Jeg kan huske at jeg i en periode, da jeg var yngre, forsøgte mig med kolde bade, men dem har jeg nu aldrig været særlig glad for. Det var ikke så slemt, når bare man husker at trække vejret.
Jeg ville engentlig have lavet oil pulling også, men det skal man åbenbart gøre på tom mave, så mere om det senere :)
Endelig drak jeg mit første olie shot, lavet af hørfrøolie, friskpresset appelsinsaft og soyamælk. Det smagte ikke specielt godt, men var heller ikke så slemt at jeg skar ansigter eller måtte drikke eller spise noget lige efter for at tage bismagen. Jeg drak endda en igen senere på dagen, så det kan jeg godt fortsætte med.